Må man slukke lyset, før det er blevet tændt?
Flere og flere forfattere fortæller dystre eller sørgelige historier for børn om for eksempel selvmord, vold mellem børn og aborter. Det ender ikke altid godt i den virkelige verden, men skal det afspejles i børnelitteraturen? Men skal man tage introducere børn til en voksenverden eller skærme dem fra den?
Dette skriver anmelderen Steffen Larsen om ei bok av Stian Hole.
Boken er en studie i frykt og redsel. Den forteller uten konkrete holdepunkter. Alt er fragmentert, og setningene er løsrevne, mørke utsagn. Stian Holes plattform er den voksnes håpløshet skrevet i et språk barn ikke kjenner, sier han.

»Det er ikke for børn, når man slukker for lyset, før det er blevet tændt.«

Sådan skrev børnelitteraturanmelder Steffen Larsen om den norske forfatter Stian Holes seneste billedbog,
Garmanns gade. At et stykke børnelitteratur kan være så dystert og depressivt i sin tone, at det faktisk ikke egner sig til børn, griber fat i en diskussion, som blev åbnet af teologen K.E. Løgstrup i 1977: »Kun en nidding tager livsmodet fra et barn,« skrev han i en kronik i Politiken, da en anden mørk børnebog, Bent Hallers
Katamaranen,så dagens lys.

Siden er der blevet sat mange flere bøger med kontroversielle temaer som selvmord, vold mellem børn og død på hylderne for børnelitteratur.

»Der er generelt ikke noget, som børn umiddelbart ikke kan forstå. Temaet eller håbet i en bog afgør derfor ikke, om den er egnet til børn. Det handler om, hvordan det fortælles,« siger Steffen Larsen, som netop på grund af tonen i Stian Holes bog ikke ser den som en børnebog, men nærmere en voksen- eller allealdrebog.

»Bogen er et studie i frygt og rædsel. Den fortæller uden konkrete holdepunkter. Alt er fragmenteret, og sætningerne er løsrevne, mørke udsagn. Stian Holes platform er den voksne håbløshed skrevet i et sprog, som børn ikke kender,« siger Steffen Larsen.

Han mener ikke, børn skal præsenteres for den gennemgribende meningsløshed, som, bogen beskriver.

»Selv om man som barn kender til død, skal man ikke frarøves et håb om de ting, som kan nå at ske i løbet af livet. Det andet er en voksenerfaring af angst. Børn kan godt forstå, at ting kan være hårde, men de kan ikke forstille sig, at det ikke også kan gå over. Det er den afgørende forskel på at skrive noget hårdt og så det håbløse. Som jeg ser det, har Stian Hole tørret sin egen angst af på børnene.« Stian Holes bog er udgivet på Høst&Søn som en billedbog til børn fra 5-6 år og op. Redaktionschef på børnebogsafdelingen Anne Mørch-Hansen bruger ikke Løgstrups krav om håb som en rettesnor for, hvad der kan udgives til børn.

»Principielt kan man udgive en hvilken som helst historie for børn, når bare den er godt fortalt. Det afgørende er formen. En slutning skal derfor være troværdig, integreret i historien og ikke påklistret. Det betyder, at nogle bøger må ende sørgeligt.«

Anne Mørch-Hansen har dog nogle idealer om, hvordan svære emner bedst beskrives for børn.

»Selv barske fortællinger kan rumme en nænsomhed og en omsorg for barnet, som udfoldes i sproget. For eksempel ved en flertydighed, som giver læseren mulighed for flere fortolkninger. Det gør, at barnet ikke oplever en fortælling så skræmmende, som en voksen umiddelbart kan gøre det.«

Uegnet for børn

Diskussionen om, hvorvidt børnelitteratur skal rumme et håb, bunder ifølge lektor ved Center for børnelitteratur Anna Skyggebjerg i to forskellige syn på børn. På den ene side en delvist romantisk forståelse af barnet som et uskyldigt væsen, der skal stimuleres, men også beskyttes. På den anden side en forståelse af barnet som kompetent og allerede bevidst om rædslerne i verden. Især det sidste standpunkt har, siden Bent Haller udgav
Katamaranenvundet tilslutning. Ud over Stian Hole eksperimenterer mange forfattere og illustratorer som Kim Fupz Aakeson, Dorte Karrebæk og Louis Jensen med grænserne for, hvad titlen børnelitteratur kan favne.

»Der er en tendens til, at børnelitteratur bryder tabuer i disse år. Der er næsten ikke noget, der ikke kan behandles i børnelitteraturen længere. Begrundelsen bag denne udvikling hviler ofte på, at børn jo allerede er bekendte med alt det frygtelige, der sker i verden fra andre medier. Så at ville beskytte børnene i litteraturen gør børnebøgerne til noget fortidigt og konservativt,« siger Anna Skyggebjerg.

Redaktionschef Anne Mørch-Hansen ser netop børn og unge som kompetente læsere, der er i stand til at relatere historierne til deres egen erfaringsverden. Hun mener, kravet om en lykkelig slutning nærmere udspringer af voksnes forestilling om det uskyldige barn end børns egne behov.

»Det er ofte de voksne, der bliver bekymrede over dystre og triste historier, og ikke børnene,« siger Anne Mørch-Hansen og uddyber:

»Der ligger et voksent ønske om at fritage børn fra visse erfaringer og emner som for eksempel angst, men lige meget om børn læser om denne følelse eller ej, så er den til stede, for eksempel i børns angst for at blive væk fra mor eller far. Voksne skal derfor passe på med at udøve censur for, hvad børn kan tåle at læse. Børn kan tumle med ting, som voksne slet ikke har lyst til at vide. Her kan litteraturen i stedet åbne et rum for samtale.«

I de voksnes cirkus

Denne holdning deles af forfatter Ole Dalgaard, der skriver >under pseudonymet >Oskar K.

»Jeg har for så vidt sympati for voksne, der gerne vil skærme børn mod en barsk virkelighed,« siger Ole Dalgaard, der har skrevet bøger om blandt andet aborter og død blandt børn. Bøger, som er blevet kaldt for etisk grænsesøgende. Blandt andet bogen
De skæve smilfra 2008, som er en billedbog for børn på syv år og op, og historien
Børnenes bedemandfra samme år, som er en bog til børn på otte år og op.

»Men selv om barndommen overgår os alle, føler voksne ofte pligt til at gøre sig til herre over, hvad der er godt og dårligt for børn. Pligten udmøntes i opdragelsen, som kræver bedre viden og autoritet. Hvor voksne henter denne viden fra, ved jeg ikke. Måske i den mærkværdige idé, at børn ikke er rigtige mennesker, men tomme kar, der skal fyldes,« siger Dalgaard og uddyber: »Autoriteten hentes i dag i en politisk vision om, at vi i Danmark i 2020 skal være de rigeste og mest vidende i verden. En vision, der legitimerer barnets reform, nationale tests og en snæver forbindelse mellem økonomi og viden og forpligter forældre og skole til at opdrage deres børn, så de engang kan indgå som fuldgyldige medlemmer i de voksnes cirkus.« >

»I de fleste børns liv kommer der et tidspunkt, hvor de med forunderligt klarsyn spørger sig selv: Vil jeg være voksen, vil jeg være en del af de voksnes cirkus? Det er fra dette punkt, jeg skriver. For de fleste varer det kun et øjeblik, før de uden at se tilbage eller frem svarer bekræftende. Andre, som >Oscar i
Bliktrommen, nægter at vokse videre eller vægrer sig ved at spise, skærer i sig selv, flygter ind i en verden af drugs eller alkohol, bliver kriminelle, voldelige, psykisk syge eller som en sidste udvej tager livet af sig,« forklarer Ole Dalgaard, der i bogen
Idiotnetop beskriver en retarderet dreng, som til sidst tages af dage af sin egen mor.

Denne saken er hentet fra Politiken.dk. Les hele artikkelen her.